Vi løber andre veje

At være frontløber er som at være opdagelsesrejsende. At være nysgerrig, fuld af håb og klar til at drage ud på det åbne verdenshav og udforsker nye, kulturelle territorier. At være kreativ, se muligheder overalt og altid have øje for nye og andre veje. At være modig, gå forrest, udfordre konventionerne og lade sig drive frem af lysten til at gøre en forskel. At være visionær, en der udvider vores viden om verden, får spirer til at gro og skaber forandring. At være frontløber er følelsen af at kunne gøre alt.

Hos Frontløberne vækker vi dine drømme til live, og sammen bryder vi grænser med nytænkende kulturprojekter. Vi bor i Aarhus Sydhavn og er et miljø, der til enhver tid defineres af dem, der bruger huset. Vi er dem, vi er i dag. I morgen kommer der måske nogle nye til, og så er vi noget andet. Derfor har platformen undergået mange forandringer gennem årene, men udgangspunktet har altid været fællesskabet.

Vores mål er at skabe kulturel og social værdi og fortsat at være med til at sætte dagsordenen i det aarhusianske kulturliv – vi ønsker at sætte nye standarder for, hvad der er muligt.

»VI GØR DET SGU!« er vores motto, som vi synes indkapsler ånden i vores hus. Skiftende frontløbere har i alle årene netop gjort det, for den bedste måde at spå om fremtiden på er ved at skabe den selv; en rutsjebanetur ud i det ukendte, hvor vi trods turbulens altid kommer til endestationen med masser af sug i maven. Så kom ned og bliv en del af Frontløberne – og lad os udforske nye og hidtil usete områder sammen!

 

Manifest

  • Vi er en åben projektplatform for unge kulturskabere

  • Vi tager udgangspunkt i Aarhus og orienterer os mod verden

  • Vi tør drømme stort og stå ved det

  • Vi tror på engagement og lysten til at gøre en forskel

  • Vi vander græsrødderne og får dem til at gro

  • Vi vil skabe møder mellem mennesker

  • Vi bygger på frivillighed, fællesskab og hjertevarme

Bag kulissen - og hvor pengene kommer fra

Frontløberne er en forening, der blev stiftet i 1989. Vi har en bestyrelse på syv med repræsenterer bredt fra kulturlivet i Aarhus. Bestyrelsen tegner de store linjer og ansætter den daglige leder. Generalforsamlingen falder i første kvartal hvert år. Vedtægterne kan hentes her

Medlemmer af foreningen er alle aktive Frontløbere, husets brugere, beboere og bestyrelsen. 

Frontløberne er støttet af Aarhus Kommune med et årligt driftstilskud, der dækker vores husleje og administrationsomkostninger. Alt hvad vi laver derudover er baseret på aktivistisk ånd og frivillighed. Vi henter i ny og næ projektpenge hjem, som går direkte til at skabe endnu mere ungdomskultur i Aarhus - og for hele Danmark.