Skål for det gode naboskab!

Af Rikke Tidemann
Bak op om Aarhus som en stærk og levende kulturby - vær en åben og tolerant nabo, hvis du vælger at bo i midtbyen! Det var budskabet, da Frontløberne tirsdag middag blandede sig i den verserende debat om støjniveau og naboklager i Aarhus midtby. Omkring 80 mennesker var samlet til flashmob foran Café Ris Ras under titlen '"Aarhus for naboskab".
Skååål! På slaget tolv blev flasker og kaffekopper hævet foran den populære café i vejarbejde-plagede Mejlgade - efter et par velvalgte ord fra frontløber-leder Signe Lund Hansen, der var kravlet op på ladet af en lastbil. Den aktuelle anledning var lukningen af kælderen hos Café Ris Ras på grund af klager fra en nabo over røg og støj.
Over hele midtbyen oplever spillesteder og kulturelle institutioner i stigende grad, at klager fra private naboer begrænser udfoldelsesmulighederne, når kommunen giver medhold. Senest hos Café Ris Ras og hos Café Pustervig, der efter naboklager ikke længere har mulighed for at spille livemusik på grund af skærpede krav til støjniveauet.
Byen larmer og lever... ligesom det indimellem gælder for kultur i bred forstand, billedkunst undtaget! Det er vores opfattelse hos Frontløberne, hvor vi opfordrer til at give hinanden plads og tage hensyn - og til at tænke sig godt om, hvis man vil bo centralt. Ikke mindst før man selv vælger at flytte ind ved siden af en café, et spillested eller andet.
Tak til jer, der var med!
Presseomtale fra Stiften
