En sand Frontløber
En sand frontløber
Af Laura Weber
Da Rikke Luna droppede gymnasiet og blev Frontløber, ændrede hendes liv sig drastisk. Hun gik fra umotiveret elev til VIP. Nu ringer telefonen dagen lang, og hun er medarrangør på et hav af projekter.
”Jeg gad godt kunne gå offline ligesom en computer. Det kunne virkelig være fedt”.
20-årige Rikke Luna Filipsen sukker højlydt og ruller lidt med øjnene, inden hun tager telefonen op til øret. Den har nu ringet fire gange i løbet af en time.
”Jeg sidder lige midt i et møde. Jeg ringer tilbage senere,” siger hun lidt mekanisk til personen i den anden ende af røret, inden hun lægger på.
Rikke Luna har rigtig mange jern i ilden. Hun er medarrangør på kunstfestivalen I DO ART, tilknyttet Frontløberprojekterne S:H:I:T og jubilæumsfesten. Hun er fotograf for Studenterhuset og har det store ansvar for det fornyeligt åbnede kreative fristed på Vester Allé 15. Og nå ja, så går hun også på HF.
”Nogen mener, at jeg nedprioriterer skolen. Men jeg vil hellere sige, at jeg opprioriterer alt det andet. Det er projekterne, der holder mig oppe.”
Blod, sved og hjertebørn
Rikke Luna droppede ud af gymnasiet i midten af 2.g. Hun gik ikke op i uddannelsen og havde efter eget udsagn ikke rigtig en mening om noget som helst.
Så da en veninde introducerede hende til Frontløberne, var Rikke Luna solgt på stedet. Hun droppede gymnasiet, flyttede fra far og mor i Skanderborg og blev hurtigt tilknyttet Frontløberne.
”Jeg klarede mig ikke dårligt i skolen. Jeg havde bare nogle andre ting, der var vigtigere. Nogle ting jeg skulle opleve”, forklarer hun.
Selvom starten var lidt vanskelig, og Rikke Luna ikke følte, hun havde ligeså mange ideer som de andre på holdet, kom hun hurtigt med. Tre måneder efter start, arrangerede hun og en veninde Söndage i Paradis, som blev en kæmpe succes.
”På Frontløberne er der ikke noget, der er rigtigt og forkert. Læreren har ikke facit, og måske er det dig, der lærer underviseren noget nyt. Det passede rigtig godt til mig”, forklarer Rikke Luna.
Et par måneder senere arrangerede hun og vennen Matthias kunstfestivalen I DO ART alene. Selvom det var et stort arbejde med budgettering og koordinering, lykkedes det for de to unge frontløbere. Festivalen er en mulighed for unge, kendte og ukendte kunstnere til at udstille deres værker på Studenterhuset i Århus.
”Det er fedt at være med til at hjælpe nye kunstnere frem. At blive hevet i ærmet af en meget taknemmelig fyr, som siger: ’Det er lige det her, vi har manglet’. Så er det hele arbejdet værd”, siger Rikke Luna og fortæller passioneret videre om arrangementet, som hun selv kalder for ”sit hjertebarn”.
Forever Frontløber
Selvom det næsten er et år siden, at Rikke Luna stoppede som Frontløber, er hun stadig meget tilknyttet huset, og det har hun tænkt sig at blive ved med.
”En frontløber har mange fordele i forhold til andre unge. Vi lærer at planlægge, ideudvikle og så får vi et stort netværk, vi kan trække på”.
Efter at Rikke Luna er startet på en uddannelse igen, kan hun mærke store forandringer. Nu synes hun, det er interessant at blive undervist i religion, samfundsfag og historie. Fag, hun før syntes, var kedelige.
”Nu kan jeg se en mening med samfundsfag. Det er nok fordi, jeg har oplevet nogle ting og kan trække en parallel til den virkelige verden”, forklarer hun.
Når Rikke Luna ”bliver stor”, vil hun gerne være Kaospilot. Men inden skal hun prøve at bo i Skotland. Og så skal hun arrangere en masse projekter. Det er jo dem, der holder hende i gang.
Telefonen ringer igen, og Rikke Luna gestikulerer voldsomt med himmelvendte øjne. Men arrangementerne ordner ikke sig selv, og hun bliver nødt til at være med i planlægningen. Ellers går projekterne måske i vasken.
”Jeg aner ikke, hvad jeg var blevet, hvis jeg ikke var blevet frontløber. Nu har jeg en fremtid og en hel masse ting, jeg gerne vil. Og jeg kan ikke få nok af det.”
