Kunsten at finde sig et mål

Af Rie Ljungmann

Foto: Anders Debel, andersdebel@mail.djh.dk 

I slutningen af maj løber I Do Art – festivalen for upcoming kunstnere – af staben for tredje gang. Det giver øvelse og mål, fortæller en af sidste års udstillere.

Han ligner ikke en kunstner, tænker jeg. Pæn fyr, bløde træk – ingen nikotinfingre eller markante sorte rander under øjnene. Sådan ser en rigtig kunstner ikke ud i mit verdensbillede. Men det er han måske heller ikke?

Mathias Rolskov foretrækker at blive kaldt billedkunstner. Så har han ligesom lagt afstand til den standardiserede opfattelse af hans profession, som sikkert ligger lige for hos mig såvel som andre.

Til gengæld er han en del af de unge, udøvende kunstnere, der har taget springet efter at have vist sig selv og sine værker frem på I Do Art.

Det var dér han blev bevidst om, at hans kunst ikke kun er hans egen, den er også publikums.

Smagen af publikum

”Jeg laver nethindekunst. Jeg maler billeder, der danner sig på min nethinde. På I Do Art oplevede jeg, at give et indtryk videre. Billederne flyttede fra min nethinde til deres,” fortæller Mathias Rolskov, om sin debut på festivalen sidste år.

I år er I Do Art skubbet i baggrunden, da han har en større udstilling i Skanderborg Kulturhus at tænke på.

”Det at være med sidste år har betydet, at jeg fik smag for at lave det for andres skyld og ikke kun min egen,” siger han.

Han mener da også, at I Do Art ikke skal blive ved at være den primære udstilling for de unge kunstnere. Det er vigtigt at flytte sig og skabe nye mål. For Mathias var I Do Art det nødvendige spark, der skulle til for, at han tog sig selv og kunsten rigtigt seriøst.

”Hvis ikke jeg havde været med sidste år, havde jeg nok ikke været, hvor jeg er i dag.”

Duo i solo

Og det er ikke kun på lærrederne, at Mathias Rolskov kan mærke en forskel. Han har også professionelt fået en fast sparringspartner siden sidste år.

Steen Fagerberg og han har siden de stødte på hinanden til I Do Art arbejdet sammen i en kunstnerduo.

”Vi gik og snakkede, da vi hang billeder op og så klikkede vi egentlig meget godt. Men det er også meget fordi, vores værker supplerer hinanden godt, at vi er begyndt at arbejde sammen”

De arbejder med kunsten hver især, men bruger hinanden som andre øjne og sparring. Samtidig er det også lettere at være to om alt fodarbejdet, når der skal gøres reklame, sendes pressemeddelelser og kontaktes gallerier. Steen Fagerberg er naturligvis også en del af udstillingen i Skanderborg Kulturhus.

De unge uformede

Da jeg spørger, hvad jeg som ikke-kunstner egentlig skal med I Do Art, får de gestikulerende hænder lidt ekstra sving på. Det her er vigtigt.

Efter en længere tale om, hvor lang tid det tager at etablere sig som kunstner i branchen, konkluderer han, at ”det er det eneste sted, hvor man ser den helt unge, uformede kunst.”

Jeg tænker, at jeg vil kigge forbi for at møde flere af hans slags. Det er nu sundt nok at flytte på sit eget verdensbillede engang i mellem. Måske der slet ikke er nogen af de unge, uformede, der har nikotinfingre?

Vil du med?

I Do Art bliver afviklet for tredje gang i år, og udvælgelsesprocessen er allerede i gang. Der er kommet over 150 bud fra et utal af unge kunstnere af enhver art, der gerne vil vise verden – eller i det mindste bare det interesseredepublikum – deres hjertebørn. 

Festivalen er den 24. maj i det gamle Huset. Vesterallé 15.

Fem hurtige til Mathias Rolskov:

Undergrund eller Mainstream? ”Hverken eller..”

Kvium eller P.S. Krøyer?  ”Hverken eller.. Men jeg tror, Krøyer kunne have lavet fed kunst, hvis han levede i dag.”

Solo eller gruppe? ”Solo”

Aros eller Cinemaxx? ”Aros”

Højre eller venstre? ”Politisk? Til venstre. Men jeg er altså ikke ekstrem.”