FLUSH - en lokumskabaret

Skyl dine bekymringer ud med toiletvandet!
Selvom du ikke altid lige støder ind i os i dagtimerne på Frontløberne, har Teater Kollision alligevel været i gang med at brygge på nogle projekter i krogene, når de fleste andre er gået hjem. Denne gang har vi gang i en lokumskabaret – vi kalder den FLUSH.
FLUSH er opstået og udviklet gennem leg med klovnens univers. Vi har taget fire karakterer, placeret dem på et offentligt toilet og eksperimenteret i vildskab med, hvad man kan få ud af det. Vi har undersøgt hver en detalje på toiletterne: Potentialet i toiletpapir, det komiske element ved prutter, angsten for at komme for tæt på andre i det offentlige rum, lyden af en toiletbørste og meget mere. Det er blevet til en tematisering af ensomhed, intimsfæren og mødet, som det udspiller sig på det offentlige toilet.
Gennem klovnens logik oplever publikum de små fortællinger og pinlige situationer, der opstår, når den intime privatsfære kolliderer med den offentlige. Vi er så skide bange for at skide, for at andre skal opdage, at vi retter på noget i spejlet, eller for at være personen, der kejtet overbringer dig den pinlige nyhed, at der sidder toiletpapir fast under din sko! FLUSH åbner for byens hemmeligheder og inviterer publikum med på en kigger i det liv, der udspiller sig på det offentlige toilet.
I skrivende stund skal vi af sted til ”Vildskudsfestival – festival for uafhængigt teater” i København, hvor vi har premiere med FLUSH d. 21. august – Aaarrrrh! Så vi er godt nervøse for, hvordan københavnerne tager imod os, som er blandt de eneste jyder på festivalen. Heldigvis skal vi også spille hjemme i Århus i Festugen. Der kan du opleve FLUSH på Brobjergskolen, Studioscene 1 den 3., 4. og 5. september kl. 18.30 (se mere på www.teaterkollision.dk).
FLUSH vil få dig til at nyde og reflektere over de obligatoriske toiletbesøg, du hver dag foretager – det er her, du kan sættes fri og lære at grine af dig selv.
Venlig hilsen Astrid, Birgitte, Helga, Henrik, Jonas og Mathilde …[slut prut]

