Ny i front

Tekst og foto: Rikke Tidemann
’Nogen må gøre noget – jeg gør det!’
Dén tankegang blev startskuddet til Anne Therese Aldahls ’lynkarriere’ hos Frontløberne, hvor hun netop er blevet valgt som brugerrepræsentant til bestyrelsen og har været projektleder på heldags-arrangementet KULØR. Et par måneder forinden kendte hun knap til Frontløbernes eksistens.
Det var via Frontløbernes faste torsdags-arrangement, Springbrættet, Anne for alvor hoppede ombord på Fronten. Hun hørte om det gennem en street art workshop hos Frontløberne, hun var inviteret til som gadekunstner med speciale i paste up´s. Siden mødte hun op en torsdag aften – og blev hængende.
- Det var virkelig fedt, helt anderledes end på universitetet. Her kunne man sige, hvad man havde lyst til uden at behøve at lyde så klog hele tiden. Hos Frontløberne kan man tænke højt. Der er frihed til at byde ind med alt, man kan komme i tanke om. Det er skønt, siger Anne.
Hun har indtil for nylig været biologistuderende på universitetet og overvejer nu mulighederne og drømmene, der går i retning af at blive studerende hos KaosPiloterne eller at læse til dyreadfærdsterapeut i England. Eller noget helt andet.
BED SELV OM ANSVARET
På Annes første Springbræts-aften var det store KULØR-projekt, som fandt sted i Frontløbernes baggård den 17. april, allerede på tapetet. Hun syntes, det lød spændende og meldte sig til arrangørgruppen. Og endte til sidst med at blive projektleder.
- Det var slet ikke noget, jeg på forhånd havde tænkt på. Det blev bare sådan. Halvanden uge før skete der ikke rigtig så meget, og så tog jeg ansvar – nogen måtte jo gøre det. Det bemærkede folk, og så kom de til mig. Sådan skete det, fortæller Anne.
På den måde er Anne et levende eksempel på ånden hos Frontløberne. Her har det altid heddet sig, at man kan komme ind direkte fra gaden og få et stort ansvar med det samme. Man skal bare selv bede om det.
- Det har jo været fantastisk at opleve. Det åbner for muligheder og mennesker. Her hos Frontløberne opstår der hele tiden et eller andet. Der kommer hele tiden folk ind udefra, og man får hele tiden udvidet sit netværk og lærer en masse spændende mennesker at kende, siger Anne.
NY I BESTYRELSEN
Tiden i front for KULØR har lært Anne, at det faktisk er rigtig sjovt at tage ansvar og få ting til at ske. Undervejs fandt hun ud af, at hun faktisk er den fødte organisator, alle folk altid har udnævnt hende til at være. Som nybagt medlem af Frontløbernes bestyrelse er hun klar til at tage endnu mere ansvar.
- Det er en god måde at engagere sig på hernede. Så det ser jeg frem til, siger Anne forud for sit første bestyrelsesmøde. Hun er desuden allerede i gang med de første spæde forberedelser til det næste projekt med Frontløberne som udgangspunkt.
