Alle nyheder
Jobopslag: Grafiker til Frontløberne
Frontløberne søger en initiativrig grafiker i løntilskud, som har lyst til at leg med kreative og alsidige kulturprojekters visuelle udtryk. Vi søger en dygtig håndværker, der kan opfange og udtrykke mange forskelligartede kulturprojekter. Èn med egne idéer, som også kan hjælpe andre med deres.
Om Frontløberne:
Frontløberne er en kulturinstitution, der giver unge i Aarhus mulighed for at skabe, indgå og deltage i kulturelle projekter. Det gør vi ved at spille tre roller:
Som kraftcenter for ungekultur – bl.a. ved at drive et projektmagerforløb for unge.
Som katalysator for det kreative vækstlag – ved at facilitere de projektmagere, der er aktive om aftenen/i weekender og har arbejde og studie ved siden af
Som kreativ partner i byen – ved at deltage i andre by-events og samarbejde bredt med kultur og erhverv i Aarhus.
Vi driver projektmager-forløbet F16 i samarbejde med Aarhus Produktionsskole. De unge projektmagere laver 8-10 projekter om året og er samtidig samlingspunkt for en stor del af byens kreative vækstlag, som arrangerer deres kulturprojekter med Frontløberne som base. Projekterne spænder bredt over enkeltstående events til længere festivaler indenfor alle kreative genrer og stilarter.
Om jobbet:
Som husgrafiker vil dine opgaver bl.a. indebære at arbejde med projekternes visuelle udtryk samt rådgivning og sparring med projektmagere, der selv udarbejder deres materiale. Desuden skal der arbejdes med langsigtede løsninger for Frontløbernes hjemmeside, sociale medier, brevpapir etc.
Stedets projekter varierer i form, stil og udtryk, så du skal kunne sætte dig ind i og ikke mindst skabe mange forskelligartede udtryk. Frontløberne anvender ofte alternative materialer til markedsføring (badges, perleplader, origamifigurer m.m.), og du må også gerne byde ind med alternative low-cost løsninger.
Jobbet er nyt for os, og der findes ikke andre grafiske kompetencer i huset - så du skal kunne arbejde selvstændigt og må gerne præge jobbet med egne ideer til opgaver og projekter, når du har lært os at kende.
Vi er en rummelig og fleksibel organisation med et lille team omkring driften og udviklingen af Frontløberne, så du vil få stor indflydelse på dagligdagen og frihed til at præge og planlægge din arbejdsdag. Du vil desuden få løbende sparring på dine arbejdsopgaver.
Frontløberne er et dynamisk projekthus, hvor ikke to dage er ens, og du skal derfor trives i en levende atmosfære og kunne bevare overblikket, når det går stærkt. Du vil blive del af et miljø, hvor vi brænder for det, vi laver – og har det sjovt imens.
Opgaver som husgrafiker:
• Udvikling af visuelle udtryk til diverse kulturprojekter
• Sparring med projektmagere omkring grafiske opgaver
• Udarbejde skabeloner til brevpapir, ikoner, hjemmeside etc.
• Tænke i kreative og alternative løsninger til små budgetter
• Udarbejde materialer til markedsføring efter behov
• Løfte diverse driftsopgaver sammen med resten af staben
Vi kunne tænke os at du:
• Er superbruger af CS pakken og at du har et spændende portefolio
• Kan indfange opgavens ʼvæsenʼ og omsætte det til et visuelt udtryk
• Har et bredt repertoire til at kunne udtrykke mange forskellige stilarter
• Kan arbejde med korte deadlines og mange skift mellem opgaver
• Er klar til at stå for alle dele af processen fra ide til gennemførelse
• Har lyst til at indgå i et socialt og kreativt projektmiljø
• Tager initiativ og ansvar og går til dine opgaver med energi
• Er rummelig og kan omgås vidt forskellige mennesker og personligheder
Ansættelsesforhold og arbejdstid:
Du vil blive ansat i løntilskud, så du skal være berettiget til dette. Lønnen vil svare til det, du får i dagpenge, da vi er en offentlig arbejdsplads. Dine arbejdstimer vil primært ligge mellem kl. 9-16 dagligt, men der kan forekomme aften og weekendarbejde i forbindelse med projektafviklinger.
Du er velkommen til at kontakte daglig leder Ole Grøndahl Jørgensen på tlf. 24 917235 for yderligere information.
Ansøgning sendes til ole@frontloberne.dk senest den 6. februar, og samtaler vil finde sted i uge 7/8. Vi forventer, at du starter i jobbet pr. 1. marts.
Vi udfordrer dig til at ansøge uanset køn, frisure, religion, hudfarve, tøj...
Ny mand i front

Sjæf Ole er klar til at tage over hos Frontløberne
Af Rikke Tidemann
Med boblende champagne i glassene, delikate tapas på bordet og fede toner i ørerne blev det markeret, at det endnu engang er skiftedag hos Frontløberne. Her tager Ole Grøndahl Jørgensen over efter sjæf Signe Lund Hansen, der går på barselsorlov.
Livemusik fra F16-holdets talentfulde singer-songwriter Amanda Bøg, afslappet loungemusik og en broget skare af glade gæster skabte en festlig og hyggelig ramme om lederskiftet i bagerste baggård. Her myldrede spritnye og gamle frontløbere, venner og familie til for at sige pænt goddag til Ole og på gensyn til Signe, der nu fokuserer på at bringe endnu en ny lille frontløber til verden.
Ole er dog ikke et helt nyt ansigt på Fronten for alle. Han kender det skæve baghus ganske godt efter syv år i Frontløbernes bestyrelse, hvor han har været med til at trække de store linier op – de sidste fire år som formand. Nu kan han se frem til en dagligdag på Fronten.
Det bliver rigtig spændende. Jeg ser Frontløberne som den største håndsrækning til unge projektmagere i Aarhus og ser frem til at blive en del af det hele på daglig basis, siger Ole.
JORD UNDER NEGLENE
Olehar selv fået masser af kulturel jord under neglene som projektmager i Aarhus, hvor han blandt andet har været projektleder for Recession Festival, ligesom han har været ophavsmand til og projektleder for foreningen EMMA (Elektronisk Musik Miljø Aarhus).
Ole tog også initiativ til kunstnerkollektivet Selectricity og har sideløbende gennemført kandidatuddannelsen i religionsvidenskab fra Aarhus Universitet. Han komponerer desuden musik til teater og installationskunst – og regner med at kunne bruge det hele i arbejdet som daglig leder af Frontløberne, foruden erfaringerne fra bestyrelsesarbejdet.
Derfra kender jeg jo til husets strategier, visioner og udfordringer. Som leder vil jeg gå efter at sikre en fortsættelse af de nuværende aktiviteter - og derudover fokusere på at styrke samspillet med det kreative vækstlag, fortæller Ole.
Meget passende var velkomstgaven fra kollegerne til manden i front et lyssværd, der kan vise vejen og rydde vanskelighederne af vejen. Derudover fik han en sort eyeliner med kærlig hilsen fra F16-holdet, der er kollektivt fascinerede af hans fortid som Goth. Den kommende mor til to kunne forlade receptionen med en afskedsgave bestående af garn og strikkepinde.
Quonga får pris for nytænkning

Den orange Quonga-mand er det sprælske teaternetværks vartegn
”Quonga har med en alternativ foreningsform sat fokus på aktiviteter i stedet for administration, og det har givet en opblomstring blandt teaterentusiasterne”. Sådan lød begrundelsen, da DUF placerede en af Frontløbernes kære projektgrupper gennem flere år – Quonga – på en flot tredieplads i kampen om at blive årets forening i Danmark.
Med prisen sætter DUF fokus på projekter og lokale initiativer, som styrker foreningslivet ved at tænke udvikling og synliggørelse med ind i det klassiske foreningsarbejde.
Quonga viser, at det kan være en fordel at arbejde med, hvordan man mødes og organiserer sig. Deres måde at tænke foreningsstruktur og arbejdsform på er meget inspirerende, siger Rune Siglev, formand for DUF.
FLAD STRUKTUR OG FÆLLESMØDER
I Quonga følger man selvfølgelig de formelle regler, og i sidste ende er har generalforsamlingen det sidste ord. Men Quonga adskiller sig fra andre foreninger ved, at alle beslutninger træffes på åbne fællesmøder. Der er altså ingen bestyrelse.
Vi havde en meget flad struktur og var egentlig lidt imod at blive en forening, da vi startede som netværk i 2006. Vi var bange for at blive fastlåste og ligge under for bureaukratiske regler. Men vi fandt ud af, at der er mange fordele, hvis vi bare er det på vores egen måde, fortæller Ulrik Sarp Hansen, der er medstifter af Quonga.
Ofte er det svært for foreninger, der er meget netværksbaserede eller projektorienterede at holde på medlemmerne, fordi de forsvinder, når projektet er slut – viser erfaringerne i DUF. Men Quonga har vist, at det trods den alternative foreningsform godt kan lade sig gøre at engagere folk, fastholde dem og få nye medlemmer. Det er vi i øjeblikket vidne til her hos Frontløberne, hvor vi glæder os over de mange nye Quonga-ansigter.
Førsteprisen gik denne gang til DUI Leg og Virke i Trige og andenpladsen til Teestrup 4H gård og klub i Faxe Kommune. MEN Quonga vil naturligvis altid være nummer ét i vores hjerter ;-)
STORT TILLYKKE OG KÆRLIGE HILSNER FRA FRONTLØBERNE!
Frontløberne sætter den politiske dagsorden

Af Rikke Tidemann
Med flashmob´en ”Aarhus For Naboskab” pustede Frontløberne endnu mere liv i en diskussion om støj og naboskab i midtbyen. Den er nu nået frem til rådhuset, hvor de lokale politikere lægger an til debat kulturlivets vilkår i Aarhus.
”Det er dejligt, at vi har været med til at bringe sagen op på politisk niveau. Det har jo længe været en almindelig opfattelse blandt kulturarrangører i Aarhus, at det er svært at få lov til at gøre ret meget her i byen. Det glæder mig, at politikerne nu tager den gammelkendte problematik op”, siger frontleder Signe Lund Hansen.
Efter eventet foran Café
Ris Ras, hvor en forsamling på omkring 80 mennesker skålede for naboskab og tolerance
i centrum, har Det Radikale Venstre luftet sin bekymring for det århusianske
kulturliv. De foreslår nu zoner i midtbyen med lempelige vilkår for støj.
”Vi er bekymrede over udviklingen. Det er vigtigt, at der er plads til et mangfoldigt og sprudlende kulturliv i Aarhus. Man skal selvfølgelig stadigvæk kunne bo og leve i midtbyen, men kulturlivet må ikke kvæles. Vi skal kunne udvikle kultur- og byliv uden alt for snævre regler og rammer – især når vi nu gerne vil være Europæisk Kulturhovedstad i 2017”, siger den radikale formand for kulturudvalget, Rabih Azad-Ahmad.
På baggrund af den verserende debat har de radikale bedt rådmand for Teknik og Miljø, Laura Hay, svare på en række spørgsmål om vilkår for caféer, spillesteder og arrangementer. Hun skal blandt andet gøre rede for reglerne på området og på, hvordan kommunen generelt forholder sig til klager.
Skål for det gode naboskab!

Af Rikke Tidemann
Bak op om Aarhus som en stærk og levende kulturby - vær en åben og tolerant nabo, hvis du vælger at bo i midtbyen! Det var budskabet, da Frontløberne tirsdag middag blandede sig i den verserende debat om støjniveau og naboklager i Aarhus midtby. Omkring 80 mennesker var samlet til flashmob foran Café Ris Ras under titlen '"Aarhus for naboskab".
Skååål! På slaget tolv blev flasker og kaffekopper hævet foran den populære café i vejarbejde-plagede Mejlgade - efter et par velvalgte ord fra frontløber-leder Signe Lund Hansen, der var kravlet op på ladet af en lastbil. Den aktuelle anledning var lukningen af kælderen hos Café Ris Ras på grund af klager fra en nabo over røg og støj.
Over hele midtbyen oplever spillesteder og kulturelle institutioner i stigende grad, at klager fra private naboer begrænser udfoldelsesmulighederne, når kommunen giver medhold. Senest hos Café Ris Ras og hos Café Pustervig, der efter naboklager ikke længere har mulighed for at spille livemusik på grund af skærpede krav til støjniveauet.
Byen larmer og lever... ligesom det indimellem gælder for kultur i bred forstand, billedkunst undtaget! Det er vores opfattelse hos Frontløberne, hvor vi opfordrer til at give hinanden plads og tage hensyn - og til at tænke sig godt om, hvis man vil bo centralt. Ikke mindst før man selv vælger at flytte ind ved siden af en café, et spillested eller andet.
Tak til jer, der var med!
Presseomtale fra Stiften
Næste side
