Frontløberne søger universitetspraktikant(er) til efterårssemesteret 2017

Kunne du tænke dig at arbejde indenfor det kreative miljø med events, kommunikation og/eller undervisning? Vi søger hos Frontløberne en eller to nye praktikanter (fuldtid eller deltid), der vil være en del af et lille ungt holdt, der skal være med til at skubbe Frontløberne ud i nye eventyr.

Hvem er vi – og hvad arbejder vi på lige nu?

Frontløberne er en platform for unge kulturskabere, der til trods for 27 års erfaring stadig er i fuld udvikling. Som en del af vores mål for 2017 er vi i gang med at skærpe vores profil som et sprudlende kreativt fællesskab for unge kulturmagere i Aarhus. Vi arbejder på tre overordnede områder, som du vil skulle tage del i som praktikant:

1) Events: Frontløberne er kendt for at bidrage til kulturlivet i Aarhus, og efteråret 2017 bliver ingen undtagelse. Vi deltager blandt andet i Rethink Activism-festivalen d. 15.-17. september i Aarhus Sydhavn, hvor der vil være koordinerings- og afviklingsopgaver.
Derudover vil du få mulighed for at udvikle og afvikle dit eget arrangement i løbet af praktikken.  

2) Uddannelse: Vi er i gang med at arbejdere på en ny uddannelse for unge kulturmagere i byen, som du kan få mulighed for at være med at udvikle. Der vil være fokus på at lave en uddannelsesplan med procesværktøjer og lokale samarbejder samt at lave en fundraising og finansieringsstrategi for projektet.

3) Projekthuset: Vi er i fuld gang med at optimere vores faciliteter til unge kreative kulturmagere. I efteråret skal vi have sat vores hus endnu mere i spil som kreativt mødested for unge. Opgaverne her kan indebære udviklingen af det sociale og interne fællesskab, det faglige indhold og indretningen af huset.

Arbejdsopgaverne spænder vidt, og det er vigtigt for os, at de også matcher din profil. Vi tænker, at opgaverne naturligt vil falde indenfor temaer som kommunikation, eventplanlægning, organisation, ledelse, uddannelse og kulturformidling. Vi forestiller os derfor at du er studerende indenfor enten de æstetiske, kreative, samfundsmæssige, oplevelsesøkonomiske eller kommunikative fag.

 

Hvad får du ud af praktikken?

Som praktikant vil du blive kastet direkte ind i Frontløbernes maskinrum og være tæt på beslutningerne for, hvor vi skal bevæge os hen. Udover at blive en aktiv del af Aarhus kulturliv, kan vi (som minimum) tilbyde dig:

  • En ung, hyggelig, kreativ og sjov arbejdsplads
  • Kulturelle oplevelser både in house og ude i byen
  • Et indblik i arbejdet i den kreative branche
  • Et stærkt netværk blandt kulturentreprenører i Aarhus
  • Spændende opgaver med masser af ansvar
  • Mulighed for selv at sætte præg på arbejdsopgaver – og med mulighed for at rykke på egne idéer
  • En teoretisk og praktisk værktøjskasse til at arbejde med facilitering af kultur

Vi forestiller os, at du:

  • Brænder for kultur – og organiseringen heraf
  • Har en kreativ sans, har mod på at sætte projekter i søen og selv være med til at løbe dem hjem
  • Har lyst til at blive udfordret og tør tage ansvar på dig
  • Er en holdspiller, der ikke er bange for at give en hånd med i pressede situationer
  • Måske har erfaring fra at arrangere kulturbegivenheder i og omkring Aarhus, men det er ikke et krav
  • Har humor og kommer med masser af energi og gåpåmod

Vi tager dit udbytte af praktikforløbet seriøst. For at sikre dette bedst muligt vil vi lave en læringsplan ved praktikkens start og evaluere den løbende. Som del af din praktik vil vi desuden kunne introducere dig for organisationsteori og give dig værktøjer til projektledelse og udvikling.

Det er dog også væsentligt at nævne, at vi er et lille kontor og derfor forventer, at du tager del i de daglige gå-til-hånde opgaver, når der er brug for det.

 

Om Frontløberne

Frontløberne er en projektplatform, der har arbejdet med unges kulturelle engagement siden 1989. Vi har til huse på Jægergårdsgade 152 i Aarhus C. Her udlejer vi kontorer til kreative iværksættere. Derudover er vi selv en kulturaktør, der igangsætter og rådgiver kreative projekter.

 

Praktisk

Praktikken er ulønnet og enten på fuldtid 37 timer om ugen eller på deltid ca. 25 timer, alt efter din studieordning. Det er et krav, at du kan få merit for praktikken, og at den er studierelevant.

Vi forestiller os, at praktikforløbet starter senest d. 1. september 2016 og er fortløbende i 3-6 måneder.

Ansøgningsfristen er d. 28. maj kl. 23.59.

Samtaler afholdes løbende, så send gerne din ansøgning før, hvis det er muligt eller nødvendigt for dig.

Send din ansøgning og et CV på mail til:
info@frontloberne.dk - skriv ”Praktikant” i emnehovedet.